Seneste nyheder
De yngste spillere sikrer succesen for FGC !
Med to hjemmesejre blev der ikke efterladt nogen tvivl om, at Fredensborg med ungeliten har kvalifikationsrækkens bedste hold. Efter denne weekend har de allerede inden sidste weekends matcher i august sikret sig en plads i oprykningsspillet. Drengene må i den grad siges at tage tingene seriøst og ikke overlade noget til tilfældighederne. Lørdag blev Helsingør sendt tilbage østpå med en øretæve på 14-0, og søndag drog Asserbo vestpå efter at have spillet hos os og tabt med samme cifre. Fra klubben skal der lyde et kæmpe tillykke til alle drengene i og omkring vort ungelitehold - i gør det fantastisk.
Hos damerne er det især Monika som fortjener stor ros. Ganske uimponeret og i sin debutkamp sikrer hun søndag foran et stort publikum på 18. green med et 3 meter put holdsejren – tilmed i en match mod en modstander med meget lavere HCP. Monika er flittig og det bemærkes, at hendes store talent kombineret med træning på indspilsområdet omsættes til god golf på banen. Hold øje med hende – hun kan drive det vidt i de kommende år.
Men nævnes skal også Josefine som i lørdagens match i Mølleåen som den eneste på dameholdet formåede at se alle banens 18 huller. Om end hun tabte til en langt lavere HCP spiller, så bemærkes der en vilje til at kæmpe – og evnerne med lidt mere rutine vil række langt. Godt gået Josefine !
1. herrehold tog en vigtig sejr i Skovbo. Såfremt holdet kan gentage en sejr på hjemmebane over Skovbo til august, da er holdets forbliven i 3. division sikret. Det er ikke blot vigtigt for holdet, men også fordi en nedrykning til 4. division vil betyde, at ungeliteholdet ikke kan rykke op, da man kun må have et hold i 4. division.
2. herrehold spillede uafgjort mod Hillerød lørdag og tabte i Rungsted søndag. Næsten alle kampe går til 18 hul, men marginalerne tipper den forkerte vej. Lidt mere træning er påkrævet, så vi får vores ”fair share”.
Har du lyst til at se god golf, så skal du sætte lidt tid af 7-8 august til at følge klubbens hold på hjemmebanen. Specielt kan jeg anbefale at følge de unge talenter ….
Golfhilsen,
Michael Fischer
Sidst redigeret: 09.06.10 | Udskriv | Hits: 356 |